Cholita-brydning forklaret

Hvad du ser på

Cholita-brydning er et iscenesat show i lucha libre-traditionen. Kampene er koreograferede med skrevne karakterer og forudbestemte resultater, men kastene og faldene er fysisk arbejde, der kan skade bryderne. Som regel møder en rentspillende técnica en regelbrydende ruda, dommeren kigger væk på det forkerte tidspunkt, og publikum råber på deres favorit. Det, der adskiller det, er påklædningen. Kvinderne bryder i polleraen, den lagdelte nederdel, som andinske kvinder bærer, i stedet for mexikansk lucha libres spandex og masker. Det er teater, sport og en erklæring om identitet på én gang, opført inden for rækkevidde af publikum, i en sal der som regel er fyldt med larm, popcorn og meninger om, hvem der fortjener at vinde.

Hvor lucha libre kom fra

Lucha libre er den mexicanske stil inden for professionel brydning. Den nåede Mexico i begyndelsen af det 20. århundrede og udviklede sig til sin egen form med masker, hurtige greb og luftakrobatiske manøvrer. Maskerede brydere dukkede op omkring 1920'erne og blev udbredte i 1930'erne, og i Mexico betragtes masken som noget nær hellig. Stilen spredte sig over Latinamerika i midten af det 20. århundrede, og i 1960'erne havde Bolivia flere lucha libre-organisationer, blandt dem Titanes del Ring, Ringens Titaner. Disse mandsligaer er den verden, cholitas trådte ind i, og det gode-mod-det-onde-format, de lånte. Mexicos egen lucha libre blev erklæret som immateriel kulturarv i Mexico City i 2018, hvilket siger noget om, hvor meget stilen betyder i regionen.

Hvordan kvinderne kom ind i ringen

Kvinderne kom til i begyndelsen af 2000'erne, og kilderne er ikke enige om hvordan. En journalist daterer det til 2001, da fremmødet var faldende, og Juan Mamani, præsident for Titanerne og selv bryder, ledte efter nye måder at vinde fans tilbage på. En åben audition trak snesevis af kvinder til, og de aymara-kvinder, der deltog, trak flere fans. En anden beretning siger, at ideen voksede ud af en lille kreds af kvinder, der brugte brydning til at aflaste stress og genopbygge selvtillid efter vold i hjemmet, og at en arrangør så dens kommercielle potentiale. Begge historier ender samme sted: kvinder i ringen i El Alto, iført polleraer, foran et betalende publikum, der aldrig havde set noget lignende før.

Fra en arrangørs idé til deres egen forening

Tidligt var kvinderne en del af en liga drevet af mænd. Journalister beskriver ideen som et markedsføringstræk, og en skribent hævdede i 2012, at det første oplæg viste ringe respekt for de involverede kvinder. Det er en rimelig læsning at have i baghovedet. Med tiden dannede cholitas deres egen uafhængige forening og organiserer nu deres egne kampe, ifølge en beretning fra 2017. Det show, du kan booke i dag, er produktet af denne forandring, et projekt som bryderne selv driver, ikke kun et spektakel organiseret omkring dem. Flere bureauer sælger nu besøg, og en rapport fra 2012 siger, at begivenheder dengang også blev afholdt i hele La Paz, så showet ikke længere er begrænset til én sal.

Polleraen i ringen

I ringen bærer cholitas det samme, som de bærer på gaden: et lagdelt pollera-skørt over underskørter, et sjal, fletninger og en bowlerhat. Journalister, der har dækket showet, beskriver det som et statement om, at kvinder ikke behøver opgive deres identitet for at konkurrere. Cholitas kalder sig selv polleraens kvinder, mujeres de la pollera. Før en kamp beskrives det, hvordan udøverne tager hatte, sjal og smykker af, så det, man ser i ringen, er skørtet, blusen og fletningerne. Hvor amerikanske kvindelige wrestlere bærer spandex, holder cholitas fast i andinske kvinders gadeklæder. Kjolen er deres, ikke et kostume, og et fyldigere skørt betragtes generelt som bedre, da det menes at signalere sundhed.

Læs næste: Hvem er cholitas?

En kamps anatomi

En kamp begynder med en entré. Beretninger beskriver, hvordan wrestlerne danser til andinsk musik og går prangende ind mod ringen, hvorefter salen bliver stille. Så kommer opgøret mellem god og ond. Técnicaen er høflig, følger reglerne og vinder med tekniske moves. Rudaen bryder reglerne, mens dommeren ser væk. Técnicaen vinder som regel, og publikum går tilfredse hjem. Greb som headlocks, hiv i håret, slag og spark optræder side om side med akrobatik og saltomortaler. Humor er en del af det, og det samme er publikum, som hepper, buher og nogle gange bliver jaget gennem rækkerne.

Publikum er halvdelen af showet

Tilskuerne er en del af forestillingen. Publikum tager parti i opgøret mellem god og ond, hepper på en favorit og buher af rudaen, og wrestlerne spiller op til dem, stirrer en tilråber ned eller jager en rival gennem rækkerne. Journalister beskriver en sal, der føles som en skolegymnastiksal, med fans få meter fra ringen, familier og turister blandet med lokale stamgæster. Showene begyndte i El Alto, hvor mange tilskuere er oprindelige folk og arbejdende mennesker, og de fungerer først og fremmest som billig, larmende underholdning. Vær med på det, og kampene giver mere mening.

Hvem wrestlerne er

Wrestlerne er bolivianske kvinder med oprindelig baggrund, og programmet blander som regel cholita-kampe med mændenes kampe og mixed fights. Mange har andet arbejde ved siden af ringen, som at sælge på gaden, og mange passer familier. Ringenavne fortæller, hvilken side en wrestler er på: 'la Cariñosa' er den kærlige, og 'la Mala' er den onde. Journalister beskriver wrestlere, der kæmper som técnicas, og andre, der spiller skurken, og rollerne kræver virkelig atletisk kunnen. En profil skildrer en hovedattraktion, der beskriver sig selv som teknisk, ikke rå, og som siger, at hun er stolt af at være boliviansk kvinde.

Hvorfor det betyder mere end et show

Polleraen bærer historie. Før revolutionen i 1952 kunne oprindelige folk i Bolivia ikke stemme eller eje jord og var udelukket fra La Paz' centrale plads. Cholas blev diskrimineret i årtier efter, og ordene chola og cholita blev brugt som skældsord. Efter Evo Morales tiltrådte i 2006, og med loven mod racisme fra 2010, ændrede billedet sig. Nogle bolivianere ser wrestlerne som et tegn på den forandring, og en viceminister fortalte et amerikansk radioprogram, at de viser et andet billede af Bolivia. Andre ser et underholdningsprodukt, der betaler lidt. Begge læsninger er almindelige, og ingen af dem ophæver den anden.

Et ord, der skal bruges med omtanke

Chola og cholita var historisk set racemæssige skældsord. I Bolivia har mange polleraens kvinder taget dem tilbage, og i oktober 2013 erklærede byen La Paz chola paceña som en del af sin immaterielle kulturarv. I andre lande, Peru blandt dem, læses ordene stadig mest som nedsættende, og selv i Bolivia kan diminutiven lyde nedladende i den forkerte mund. Besøgende kan følge showets egen brug, cholita luchadora, og lytte til, hvordan kvinderne beskriver sig selv. Brug ikke ordet om en kvinde, der ikke selv har valgt det, og behandl ikke en pollera som udklædning.

Hvem dette ikke er for

Hvis du ønsker en ægte sportslig konkurrence, er dette ikke en, for resultaterne er iscenesat. Hvis du leder efter et gammelt aymararitual, finder du heller ikke et sådant. Showet er omkring to årtier gammelt og låner sin form fra mexicansk lucha libre, selvom dragten bærer århundreders historie. Hvis iscenesat vold, larmende publikum og en kold hal i højderne lyder ubehageligt, passer en roligere aften i La Paz måske dig bedre. Og hvis du planlægger at betragte bryderne som en kuriositet, vil showet ikke belønne dig. De er professionelle, der udfører et hårdt arbejde foran et publikum, og den bedste måde at se det på er at slutte sig til publikum.